Tanker Om Retspsykiatri

Deeskalering

Det er jo en god idé at lære personaler at undgå at der opstår konflikter på afdelingen mellem personalet og patienterne, men der er en bagside af medaljen, som personaler nok ikke rigtig har lyst til at erkende. De to ord krise og udvikling er på kinesisk faktisk det selv samme ord, og det er der en god grund til. Hver gang man står i en krise, så har man nemlig også chancen for udvikling. Men hvis man som personale hele tiden undgår kriser mellem patient og personale, så undgå man derved også på samme tid udvikling. Dette fører til et at de helt store paradokser i retspsykiatrien. Personalet i retspsykiatrien har på den ene side den holdning at patienterne skal hjælpes.


Men på den anden side så mener personalet også at personalet nærmest for enhver pris skal undgå konflikter mellem personalet og patienterne. Men det er i netop konflikterne at man som personale har mulighed for at påvirke en patient til en bedre adfærd. Personalet har lært om noget der hedder deeskalering. Deeskalering handler om hvordan man kommer ud af tilspidset situation på bedst mulig måde. Det kan være at der opstår en situation mellem en personale og en patient. Det er så personalens opgave at undgå at situationen bliver værre end den allerede er, og det handler om at få ”afmonteret” den uheldige situation. Det er dog et problem med personalets overdrevne brug af deeskalering. Engang imellem så opstår der en situation hvor en patient opfører sig forkert.


Personalet har så den strategi at i stedet for at konfrontere patienten med det som patienten har lavet forkert, så gør personalet alle mulige krumspring for at komme så hurtigt så muligt ud af den uheldige situation. Problemet med denne fremgangsmåde er faktisk i strid med personalets egne målsætninger. Personalet har den holdning at patienterne har brug for hjælp, men samtidig så flygter personalet fra krisen hver gang den opstår. Problemet er at netop i krisen er der mulighed for at hjælpe patienten og lære patienten en bedre måde at handle på. Hver gang man flygter fra en krise ved hjælp af deeskalering, så mister man derved også samtidig muligheden for at hjælpe en patient igennem en uheldig situation.


Personalet har den holdning på de retspsykiatriske afdelinger at det er meget vigtigere konstant at deeskalere uheldige situationer end det er at tage konflikten med patienten og få løst problemet så det ikke opstår igen en anden dag. Virkningen af en sådan strategi er at der selvfølgelig ofte vi være ro på afdelingen. Prisen for denne ro er dog at patienterne ikke bliver hjulpet, til trods for at personalet netop er ansat til at hjælpe patienterne, og det er i sig selv et stort paradoks. Medaljen har to sider. På den ene side opnår personalet ro på afdelingen ved hjælp af konstant brug af deeskalering, på den anden side, så hjælper personalets flugt fra konflikterne netop IKKE patienterne.


Top

Da patienten ikke får aktiv hjælp men nærmest bare bliver holdt i ro på afdelingen, så er denne personale-strategi med til at forlænge patienternes ophold på afdelingen unødigt, da patienten jo netop ikke får hjælp men bare bliver overladt til sig selv. Paradokset er at personalet har den illusion at de på samme tid kan undgå konflikter og hjælpe patienten. Virkeligheden er at personalet har foretaget et valg. Personalet har valgt at det er vigtigere at have en rolig afdeling end det er at hjælpe patienterne hver gang der er en konflikt. Uden konflikter er der heller ikke nogen udvikling. Min egen plejeplan indeholder et godt eksempel på dette paradoks. Det fremgår af min plejeplan at jeg skal rettes i min tankegang da jeg har en ejendommelig tankegang.


Det interessante er dog at jeg endnu aldrig er blevet rettet i min tankegang. Grunden er simpel. Hvis personalet henvender sig til mig med det formål at rette mig i min tankegang, så kan der jo let opstå en konflikt, og da det er vigtigere for personalet at undgå konflikter, end det er at rette mig i min tankegang, så vælger personalet derfor at lade være med at henvende sig til mig med henblik på at rette min tankegang. Problemet med denne tankegang og fremgangsmåde er at den jo så er i strid med den plejeplan som netop personalet har udfærdiget for min pleje og behandling.


Top