Tanker Om Retspsykiatri

Diagnostisering i retspsykiatrien

(Læs først teksten: Symptomer og tegn på psykisk lidelse)


Når patienten kommer ind i retspsykiatrien, så er det fordi, personen er fundet ”sindssyg i gerningsøjeblikket'. Personen vil så efterfølgende blive observeret på den retspsykiatriske afdelingen af personalet, og psykiateren vil på baggrund af denne observation, samt samtaler med psykiateren stille en diagnose. Der er dog ting, som er vigtige at forstå i forbindelse med denne diagnostisering af patienten. En psykiater kan næsten ikke stille een eneste diagnose uden patientens hjælp. Ofte vil personalet ved hjælp af en form for tvang eller straf gøre hvad de kan for at få patienten til at sige noget, der kan bruges imod patienten, så patienten kan få en diagnose.


En diagnose bliver stillet på baggrund af nogle symptomer og tegn på psykisk lidelse. Psykiateren kan ikke se et symptom. Psykiateren kan kun få kendskab til et symptom, hvis patienten fortæller det til psykiateren. Hver gang der er et symptom, så er det patienten der har magten, for der er ikke andre der kan vide hvad patienten tænker. Patienten bestemmer selv om patienten vil fortælle psykiateren om eventuelle symptomer. Og hver gang der er tale om et tegn, så er det psykiateren der har magten. Overlæger i retspsykiatrien er utroligt irriteret på symptomer, for overlæger har jo ikke magt over symptomerne.


Hvis der er et diagnose-kriterium, som er et symptom, så vil psykiaterne gøre hvad de kan for at lave det om til et tegn, så de kan stille diagnosen uden at snakke med patienten. Psykiatere kan nemlig ikke lide tanken om at patienten har indflydelse på diagnosen. Det er dog virkeligheden, at patienten er med til at bestemme sin diagnose. Grunden til dette ivrige forsøg på at lave symptomer om til tegn, er fordi at det ikke handler om at patienten skal have det bedre, men fordi patienten skal behandles, så han ikke generer samfundet. Dette medfører at man er ligeglad med hvordan patienten har det. Da retspsykiatrien handler om at tage al magten fra patienten, så fratager man derfor også patienten magten over hans symptomer.


Top

Jeg er ofte overrasket over hvad en overlæge kan se tegn på, når psykiateren vurderer en patient. Når jeg nogle gange sidder til samtale med en psykiater, så får jeg den følelse, at psykiateren tror at han kan læse mine tanker. Psykiatere er generelt holdt op med at tale med patienterne for at finde ud af hvad patienten har af symptomer. I stedet for taler psykiateren i stedet for med patienten i det håb, at han kan finde tegn på psykisk lidelse hos patienten. Hvis der skulle opstå en uoverensstemmelse mellem det patienten siger, og det psykiateren kan se hos patienten, så er det altid patienten der ikke siger tingene som de i virkeligheden er, og det er aldrig psykiateren der tager fejl, når psykiateren aflæser patientens adfærd. Jeg har selv oplevet det flere gange med min egen psykiater.


Han skrev flere gange om mig, at jeg var forpint. Problemet er bare at han ikke kan se på mig om jeg er forpint, for det er et symptom og ikke et tegn. Forpinthed skal være meget slemt før det kan ses på en patient. Faktisk så vil du opdage, at psykiateren undlader at spørge dig om visse symptomer. Han gør dette for at undgå en konflikt. Det nytter jo ikke at psykiateren først spørger patienten hvordan patienten har det, og patienten siger at han har det fint, hvorefter psykiateren går ind og skriver i journalen, at patienten er forpint. Det frembringer en for stor bevidsthed hos psykiateren om at han manipulere med virkeligheden. Desuden, så er der næsten også altid en kontaktperson til stede ved samtalen mellem psykiateren og patienten.


Det nytter jo ikke noget at patienten svarer at han har det fint, og at kontaktpersonen efterfølgende skriver dette ned i journalen. Hvis psykiateren ikke spørger patienten om han er forpint, så vil kontaktpersonen jo heller ikke skrive om det i journalen. Derved undgår psykiateren, at der skulle opstå den situation, at kontaktpersonen skriver, at patienten har det godt, mens psykiateren skriver om patienten, at patienten er forpint. Min psykiater har således aldrig spurgt mig om jeg følte at jeg var forpint eller om hvordan jeg havde det. Han har bare betraget forpinthed som noget man ALTID kan se på en patient, altså som et tegn, og han har så efterfølgende skrevet det i min journal. Jeg har dog aldrig været forpint på noget tidspunkt.


Der er dog andre symptomer, som overlægen er meget interesseret i at få patienten til at udtale sig om. Jeg er således blevet spurgt utroligt mange gange om jeg hører stemmer, hvilket jeg ikke gør, og jeg har derfor svaret nej alle gangene. Som patient skal du være meget opmærksom på, hvordan psykiateren er kommet frem til din diagnose. Hvis psykiateren bruger mange symptomer som grundlag for diagnosen, så skal du som patient sikre dig, at der ikke er symptomer, som du ikke har fortalt til psykiateren, men som alligevel bliver brugt som grundlag for diagnosen. Du skal se om der er symptomer, som psykiateren har 'fundet på'. Psykiatere har den illusion, at de er i stand til at stille diagnoser udelukkende ud fra tegn, men det er ikke nok. Som patient handler det om at passe på sig selv, og retspsykiatrien handler kun om en ting, og det er MAGT.


Top