Tanker Om Retspsykiatri

Diagnostisering - Nye forklaringer

I retspsykiatrien er der et begrænset antal af forskellige forklaringer som overlægerne bruger igen og igen, nærmest som en form for standardsvar. Overlægen regner med at patienten bryder sammen inden overlægen løber tør for standardsvar. Hvis der skulle ske det utænkelige at en patient holder ud i retspsykiatrien så længe at overlægen løber tør for standardsvar, så begynder overlægen at få et problem, for så skal overlægen til at tænke sig om. De fleste af de forklaringer en overlæge har på at en patient har en psykisk lidelse og derfor behøver medicin, er forklaringer som dybest set ikke er brugbare som grundlag for at give en patient en diagnose eller medicin.


Problemet er at dem som læser overlægens konklusioner om en patient ikke er i stand til at se hvad det er der er galt med en overlæge-forklaring. Hvis man ser på en forklaring fra en overlæge med en lup, så vil der som regel ske det, at forklaringen fejler. Det er let at skille overlægernes forklaringer ad, man skal bare vide hvordan, men når man først har lært det een gang, så er det straks lettere at gøre det igen næste gang. I det øjeblik overlægen løber tør for standard-svar så opnår patienten muligheden for optimal adfærd (se: spil-teori i retspsykiatrien). Dette forudsætter dog at patienten har forstået at komme op med et modsvar til alle tidligere forklaringer som overlægen måtte have på at patienten er syg.


Som patient skal man lære at forholde sig til alle disse standard-forklaringer. Det tager dog et vist stykke tid at komme igennem alle overlægernes standard-forklaringer, men når man først er kommet igennem dem allesammen, så er løbet stort set kørt for overlægen. Man kan godt sige at han er løbet tør for både krudt og kugler. Det er nu det er fordelagtigt for patienten at skyde tilbage. Der er en grund til at jeg først i Maj 2014 begyndte for alvor at slå fra mig, for det var først på dette tidspunkt at jeg havde opnået optimal adfærd. Det kom som en stor overraskelse for mine overlæger og de mente at jeg pludselig måtte have fået et tilbagefald og at min lidelse var brudt ud igen. Men alle stærke patienter vil komme til dette punkt hvis patienten altså holder ud længe nok.


Det er dog kun de færreste patienter der holder ud til dette punkt. Derfor er overlægerne heller ikke vant til at en patient opfører sig som jeg gør i øjeblikket (januar 2015). Der findes kun een måde hvorpå en overlæge kan give medicin til en patient, og det er hvis patienten opfylder nogle diagnose-kriterier for en psykisk lidelse. Opfylder patienten ikke disse kriterier, så kan overlægen ikke give patienten medicin. Det som derfor er vigtigst, det er at få overlægen til at bevise hvilke diagnose-kriterier patienten opfylder. Ofte vil det faktisk være således at en overlæge ikke kan få en patient til at opfylde kriterierne for en diagnose.


Top

Grunden til at en overlæge dog ofte slipper af sted med at give en patient medicin alligevel er fordi at dem som skal kontrollere overlægen ikke forstår diagnose-kriterierne. Da de personer som skal kontrollere overlægen ikke tør vise at de ikke forstår diagnose-kriterierne, så lader de bare som om at de forstår kriterierne og giver så overlægen ret i at kriterierne er opfyldt. Der er tale om at den kloge narre den mindre kloge, og i denne situation er det overlægen der er den kloge, fx i forhold til Patientklagenævnet. Da Patientklagenævnet ikke selv kan se, hvor overlægen fejler, så bliver det pludselig patientens opgave at gøre opmærksom på overlægens fejl. Problemet er at patienten ofte er den svageste personen ved et møde med Patientklagenævnet, så overlægen slipper derfor som regel af sted med at give patienten en ganske ligegyldig medicin.


Der er som regel tale om at en overlæge ønsker at give en patient en diagnose. Patienterne opfylder ikke ret tit selve diagnose-kriterierne. Derfor henviser overlægen til en adfærd som mennesker med denne diagnose plejer at have, men som ikke er en del af selve diagnose-kriterierne. Mennesker som har en given diagnose har som regel også nogle andre former for adfærd, som er en følge af deres lidelse. Problemet er bare at denne følge-adfærd ikke kan bruges som grundlag for at give en patient en diagnose, da denne adfærd ikke er en del af diagnose-kriterierne. Ofte så vil de personer som læser overlægens beskrivelse kunne genkende denne følge-adfærd, og de vil tro at personen faktisk opfylder kriterierne for en given diagnose. De glemmer bare at adfærden ikke er en del af diagnose-kriterierne og at man faktisk ikke kan give en patient en diagnose på baggrund af følge-adfærd.


Man kan godt om en patient sige, at han har en følge-adfærd som er magen til den adfærd man har når man har en given diagnose, men man kan ikke af den grund sige at han rent faktisk har en diagnose, for han opfylder ikke nødvendigvis diagnose-kriterierne for denne diagnose. Det kan godt være utroligt svært at se forskel på adfærd som opfylder diagnose-kriterier og adfærd der ikke opfylder diagnose-kriterierne.


Det er derfor at det er meget vigtigt at man beder overlægen om præcist at fortælle hvilke diagnose-kriterier patienten opfylder, da dette ofte vil føre til at man opdager at patienten ikke opfylder kriterierne, og som konsekvens heraf ikke skal have en diagnose og heller ikke skal have medicin. Det var nærmest en AHA-oplevelse, da jeg en dag oplevede at overlægerne løb tør for standardsvar og begyndte at genbruge tidligere gamle forklaringer selvom de tidligere havde fejlet, eller se dem prøve på at opfinde nogle nye grunde til at jeg skulle tvangsmedicineres. Overlægerne er utroligt trygge ved deres standardsvar, for de plejer at virke fx i patientklagenævnet, men når de så løber tør for standardsvar, så bliver de utroligt usikre på sig selv, og bliver lidt små i det og gemmer sig lidt væk ved møderne. Det er en vidunderlig oplevelse, jeg har prøvet det selv.


Top