Tanker Om Retspsykiatri

Diagnostiserings-metoder i psykiatrien

Indledning

Det er min erfaring inden for psykiatrien, at der er nogle vigtige emner, som af en eller anden grund ikke bliver omtalt ret tit. Det er uheldigt, da disse emner ofte er emner, som har en meget stor indvirkning på hvordan psykiatrien fungerer i Danmark. Jeg hører således hverken personale, overlæger, patienter eller andre tale om disse emner. Jeg vil med denne tekst gøre opmærksom på et af disse områder.


Diagnostiseringen af psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser sker i øjeblikket ofte med en forkert metode, men der er ikke nogen der lader til at forstå at det er tilfældet. Brug af en forkert diagnostiserings-metode vil ofte føre til forkerte diagnoser og fejlmedicinering. I Danmark anvender vi og anerkender det diagnosesystem, der er udarbejdet af WHO, og som hedder ICD-10. Der findes tre forskellige metoder til diagnostisering inden for psykiatrien, og det er vigtigt at man bruger den rigtige metode ved en given diagnose, ellers kan diagnosen ikke siges at være korrekt.


Top

Monotetisk

Denne metode bruges meget sjældent og den er derfor kun omtalt kort. Ved denne metode findes der kun et enkelt symptom på den psykiske lidelse, og dette symptom er et sikkert symptom på at patienten har denne lidelse (patognomonisk symptom). Med andre ord. Hvis patienten har dette ene symptom, så er det også sikkert at patienten har den givne diagnose.


Top

Polytetisk

Denne metode bruges til at stille mange af de diagnoser som fremgår af WHO's ICD-10 kapitel V (F-diagnoser, Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser). Eksempler på polytetiske diagnoser er fx paranoid skizofreni, cyklothymi og histrionisk personlighedsstruktur. En polytetisk diagnose stilles på følgende måde: Man har en liste over symptomer. Listen kan være lang. For at opfylde diagnosen, så er patienten nødt til at have tilstrækkelig mange af symptomerne for at kunne få diagnosen.


Det er således ikke er krav at patienten har alle symptomerne for at kunne få diagnosen. To forskellige patienter kan således udvise forskellige symptomer og stadig få den samme diagnose. En person kan også udvise flere af symptomerne uden af få en diagnose, hvis personen således ikke opfylder tilstrækkeligt mange af diagnose-kriterierne. Mange diagnoser indeholder også et tidsperspektiv, som skal være opfyldt. Det tager således tid at stille denne type af diagnoser, da det ikke er nok, at man har set symptomerne en enkelt gang hos en patient, men at symptomer skal have været til stede i et vis stykke tid.


Top

Prototypisk

I gamle dage var denne diagnostiserings-metode den eneste man havde når man skulle stille en diagnose. Den er dog på tilbagegang og er ved at blive erstattet af den polytetiske metode. Grunden er simpel. Den polytetiske metode gør det let at føre statistik over udbredelsen af patienter med en given diagnose, og den gør det let at forske i psykiske lidelser. Den polytetiske diagnose stilles på følgende måde: En patient henvender sig til en psykiater. Patienten og psykiateren taler med hinanden. Efter et stykke tid kommer psykiateren frem til en diagnose. Psykiateren har i dette tilfælde ikke en række symptomer på den psykiske lidelse som patienten skal opfylde for at få sin diagnose.


I stedet for har psykiateren læst om en masse forskellige sygdomsforløb hvor patienten efterfølgende har fået sin diagnose, fordi patientens symptomer og adfærd minder og de andre patienter der har fået en lignende diagnose. Der er ved denne metode således tale om at psykiateren vurdere patienten og sammenligner patienten med andre tidligere patienter. Psykiateren vurdere så om der er tilstrækkelig stor lighed mellem patienten og de tidligere patienter. Der er ved denne metode således tale om at psykiateren foretager et skøn. Psykiatere er helt vilde med at bruge denne model, for den giver psykiateren en stor magt over patienten.


Det er ved denne model psykiateren der beslutter om en person skal have en diagnose eller ej. Dette står i kontrast til den polytetiske metode, hvor man egentlig ikke behøver at være psykiater for at stille en diagnose. Det er nok at man er i stand til at udfylde en skema med en oversigt over symptomer på en korrekt måde for at stille en diagnose. Psykiaterne føler at de på denne måde mister indflydelse og magt, og psykiaterne er meget imod indførelsen af den polytetiske metode. Den polytetiske metode bliver dog med tiden mere og mere udbredt, og det er min opfattelse af psykiaterne til sidst komme til at anerkende denne metode hvis de ikke skal gøre sig selv helt overflødige i den fremtidige diagnostisering af psykiatriske patienter.


Top

Diagnostisering af Paranoid Skizofreni i psykiatrien

Patienter med paranoid skizofreni har ofte fået deres diagnose på en forkert og ugyldig måde. Paranoid skizofreni er en polytetisk diagnose, MEN psykiatere kan ikke lide at stille diagnoser polytetisk. Derfor bruger de fleste psykiatere i dag STADIG den prototypiske metode, da den giver psykiateren en følelse af indflydelse og magt. Problemet er bare, at man IKKE kan stille diagnosen paranoid skizofreni ved hjælp af prototypisk diagnostisering. Der er således tale om at psykiaterne bevidst bruger en forkert diagnostiserings-metode, når de skal stille diagnosen paranoid skizofreni.


Den primære grund til at der ikke er nogen der opdager denne graverende fejl er at det kun er de færreste mennesker der har forstand på diagnostisering af psykiske lidelser. Hverken patientrådgivere, bistandsværger, dommere, advokater eller andre har kendskab til diagnostisering, og derfor kan psykiaterne blive ved med at lave denne fejl uden at blive rettet. Jeg håber at jeg med denne tekst har givet dig en grund til at tvivle på din egen diagnose, især hvis du har diagnosen paranoid skizofreni.


Top