Tanker Om Retspsykiatri

Dissimulering - del 1

Det er nærmest et krav til en patient, at patienten ved hvordan man dissimulerer (skjuler sine symptomer). Man er nødt til at finde ud af det også selv om man ikke kender ordet 'dissimulering' eller ved indlæggelsen ved hvad det er. Visse overlæger er bedre end andre til at lære deres patienter hvordan man dissimulerer. Tricket er at overlægen ikke må sige det med ord til patienten. Han skal på en eller anden måde have overført sine ønsker til patienten uden at sige det direkte med ord til patienten, og helst også uden at patienten lægger mærke til det. Der er tale om en delikat opgave fra overlægens side.


Hvis patienten ikke opfanger det som overlægen prøver at overføre til patienten, så kan det godt blive svært for patienten at komme hjem igen, og visse patienter som ikke af egen drift lærer at dissimulere, kan godt gå hen og blive en anelse desperate efter et stykke tid, for de kan ikke finde ud af hvad det er overlægen vil med patienten. Hvis en sådan patient ikke formår at høre hvad der er overlægen siger mellem ordene, så bliver patienten nødt til at prøve på at gætte hvad det er overlægen siger. Patienten prøver så forskellige former for adfærd af i afdelingen, for at se om det skulle være den rigtige adfærd, altså den adfærd som personalet ønsker af patienten. Hvis patienten rammer rigtigt så bliver både patienten og personalet glade.


Hvis patienten ikke rammer rigtigt, så bliver patienten trist og til sidst desperat og personalet bliver sure og kalder patienten for syg og skriver negativt i journalen om patienten. Grunden til at patienten bliver desperat skyldes det faktum at hvis den medicin patienten får ikke kan fjerne symptomerne, så vil patienten blive sat op i medicin indtil patienten lærer at dissimulere. Patienten er derefter meget motiveret for at finde ud af den korrekte adfærd, så patienten ikke bliver sat yderligere op i medicin. Hvis du ikke lige har forstået hvad det er jeg skriver om her, så tillad mig at komme med en forklaring: En patient bliver indlagt med nogle symptomer. Overlægen konkluderer på baggrund af disse symptomer, at patienten har en lidelse. På baggrund af denne lidelse bliver patienten nu medicineret.


Overlægen har den tro at den medicin han giver til patienten vil få patientens symptomer til at forsvinde. Overlægens opgave er nu at fortælle patienten at patientens symptomer skal forsvinde, når patienten begynder at spise medicinen. Med andre ord overlægen skal have patienten til at skifte adfærd i det øjeblik patienten spiser medicinen. Hvis nu patienten har hørt efter, så ved patienten godt, at patienten hellere må holde op med at vise sine symptomer, så snart patienten begynder at spise medicinen. Patienten holder nu op med at have symptomer og overlægen bliver glad, for overlægen er nu bekræftet i at hans medicin virker, og efter et stykke tid bliver patienten sendt hjem med en pose medicin.


Top

Der er altså ikke tale om at medicinen virker. Der er udelukkende tale om at patienten har forstået overlægens budskab, og har lagt sine symptomer på hylden, med andre ord patienten dissimulerer (skjuler sine symptomer). Men hvad nu hvis patienten ikke har hørt efter eller overlægen ikke har gjort det tydeligt for patienten hvilke symptomer det er overlægen gerne vil fjerne? Patienten får nu medicin, og efter et stykke tid, må man konkludere at medicinen ikke har fjernet symptomerne. Patienten bliver nu sat op i medicin, for patientens dosis var tilsyneladende ikke høj nok. Nu får patienten efterhånden mere og mere medicin og med tiden også flere og flere bivirkninger efterhånden som dosis bliver sat op, og på et tidspunkt, så begynder patienten at blive desperat, for patienten ved ikke hvad det er overlægen vil have patienten til at gøre.


Patienten ved ikke hvad der er den korrekte adfærd, og begynder nu at tage sig alle mulige forskellige former for adfærd til sig i et desperat forsøg på at ramme rigtigt. Før eller siden vil patienten ramme rigtigt, og undgå yderligere stigning i medicin, men nu er dosis så høj, at det nærmest er ulideligt at være levende. Der er altså udelukkende tale om at de patienter som hurtigst finder ud af hvad overlægen ønsker, også hurtigst kommer ud af systemet igen, mens de patienter som ikke kan forstå hvad det er overlægen ønsker, de kommer til at lide særligt meget og særligt længe før de slipper ud af systemet.


Det samme kan siges om overlæger. De overlæger som er særligt gode til at fortælle deres patienter hvad det er de forventer at opnå, vil have patienter som kommer hurtigt hjem, og de overlæger som kun i ringe grad er i stand til at fortælle deres patienter hvor de vil hen, vil få svært ved at få patientens symptomer til at forsvinde. Det er derfor et fordel for en patient, at patienten kender sin diagnose, så patienten kan holde op med at vise symptomer, så snart eller inden patienten får medicin. Der findes efter min overbevisning ikke ret mange mennesker som rent faktisk får fjernet deres symptomer af medicinen. Der er udelukkende tale om en skjult og ofte ubevidst aftale mellem patient og overlæge.


Top