Tanker Om Retspsykiatri

Diagnostisering - diagnose-garanti

Den danske retspsykiatri er så snedigt indrettet, at man faktisk er i stand til at give ALLE personer som bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling en diagnose. Jeg taler i denne tekst ikke om diagnostisering som sker ambulant. Denne tekst handler kun om personer, som er lukket inde på en retspsykiatrisk afdeling imod deres vilje. Der findes to yderligheder for personen, når denne bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Den ene yderlighed er at personen er helt rask. Den anden yderlighed at at personen har en kraftig psykisk lidelse. Når en person bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, så kan personens tilstand være et hvilken som helst sted på dette kontinuum.


En indlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling er ikke en behagelig oplevelse. Man er som patient på en sådan afdeling utroligt begrænset i sine friheder både fysisk og åndeligt. Man har absolut intet privatliv og ingen mulighed for at komme ud. Personens velbefindende bliver ikke bedre af at komme på en lukket retspsykiatrisk afdeling, det bliver med tiden kun dårligere. Hvis man på baggrund af en mentalundersøgelse er fundet ”sindssyg i gerningsøjeblikket”, så er det nu den retspsykiatriske afdelings opgave at komme frem til en diagnose. Den/De personer som kom frem til at personen var ”sindssyg i gerningsøjeblikket”, har jo ment at personen opfylder kriterierne for en eller anden diagnose.


Når en sådan person nu kommer ind på en retspsykiatrisk afdeling, så er overlægen jo nærmest tvunget til at komme frem til en diagnose til patienten. Hvis nu den første psykiater som erklærer personen ”sindssyg i gerningsøjeblikket” har taget fejl, og erklærer en person for sindssyg selv om personen i virkeligheden slet ikke er sindssyg, så opstår der en interessant situation. Den psykiater som efterfølgende skal give personen en diagnose, kunne ALDRIG finde på, at erklære personen for rask, for det ville jo stride imod det som den tidligere psykiater er kommet frem til, og det ville den ene psykiater aldrig gøre imod en anden psykiater.


Men nu bliver det på en måde heller ikke relevant for en psykiater at erklære en patient for rask. Det retspsykiatriske system er nemlig konstrueret på en sådan måde, at man forhindre den slags. Hvis en patient bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling og patienten virkelig har en kraftig psykisk lidelse, så vil det ikke tage ret lang tid før overlægen kan komme frem til en diagnose. Hvis patienten har en psykisk lidelse, men lidelsen ikke er særlig fremtrædende hos patienten, så kan det godt tage lidt længere tid at komme frem til diagnosen. For at sige det tydeligere. Jo tydeligere patientens psykiske lidelse er, jo hurtigere kan man også komme frem til en diagnose. Det må omvendt også betyde, at jo mindre psykisk lidelse en patient har, jo længere vil det også tage at komme frem til en diagnose.


Top

Men hvad nu hvis personen som er indlagt på den retspsykiatriske afdeling i virkeligheden ikke har nogen psykisk lidelse, så skal man jo i teorien have patienten indlagt resten af patientens liv, for at vente på om der skulle dukke tegn op på psykisk lidelse. Med andre ord. Hver gang man fik en rask patient ind i retspsykiatrien, så ville man aldrig kunne få ham ud af systemet igen, for man har jo ingen intension om at erklære patienten for rask. Dette ville jo betyde at efter et givent antal år, så ville en sådan afdeling jo være fuld af patienter som udelukkende var raske, for det er jo dem man ikke kan give en diagnose med det samme. Personer med en psykisk lidelse kommer jo hurtigt videre, men personer som er raske vil komme til at sidde fast i afdelingen for altid. Nu kommer de raske personer så ikke til at sidde fast i systemet for altid, det er der nemlig taget højde for.


Det er en ganske ubehagelig fornøjelse af være indelukket på retspsykiatrisk afdeling, og det er faktisk også ret nedbrydende for patienterne af være på en sådan afdeling. En patient som er lukket inde på en retspsykiatrisk afdeling vil stille og roligt blive nedbrudt af forholdene på afdelingen. Personen er fysisk og psykisk belastet af opholdet, og personen helbred vil langsomt men sikkert blive dårligere og dårligere. På et tidspunkt bliver personen så dårlig af indlæggelsen at personen bryder sammen og viser nu tydelige tegn på psykisk belastning. I det øjeblik personen viser tydelige tegn på psykisk belastning så vil der også opstå en adfærd hos patienten som kan danne grundlag for en diagnose. For at sige det kort hvis man ikke kan give dig en diagnose kort tid efter din indlæggelse, så venter man da bare indtil den dag patienten bryder sammen.


Det er forskelligt fra person til person hvor lang tid der vil gå før personen bryder sammen under de kummerlige forhold på en retspsykiatrisk afdeling, men uanset dette, så bør der være en grænse for hvor længe man kan tillade sig at bruge på at se om en person har en psykisk lidelse. Personens nedbrud kan afhænge af personalet eller patienterne på den afdeling hvor man er indlagt eller selve afdelingen. Det vil i høj grad være personens omgivelser som bestemmer hvornår man bryder sammen. Ifølge overlægerne findes der to slags normale. Den ene slags normale er de personer, som rent faktisk er normale. Den anden slags normale er personer, som rent faktisk har en psykisk lidelse, men som bare spiller normale. Nu er overlægerne så heldige, at der tilsyneladende aldrig bliver indlagt normale patienter på deres afdelinger.


De patienter som bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling og som ser normale ud, er i virkeligheden allesammen patienter som ser normale ud alene af den grund at de skjuler deres psykiske lidelse overfor personalet og overlægen. Hvis en person, som tilsyneladende spiller normal bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, så er det lettest bare at vente indtil personen ikke længere kan skjule sin psykiske lidelse og så vente på at den bryder ud så alle kan se at personen ikke er normal. Personer som er indlagt i lang tid for at få en diagnose bryder (ifølge personalet og overlægen) aldrig sammen fordi personen er nedbrudt af de dårlige forhold på afdelingen, for retspsykiatriske afdeling er perfekte og de er ikke nedbrydende for patienterne. Der er altid tale om at disse personer bryder sammen fordi de ikke længere kan skjule deres lidelse.


Top

Jeg kender en patient som en dag blev stoppet på gangen af en personale. Personalen udtrykte forundring over hvordan det kunne være at patienten nu i mere end 2 år havde været i stand til at skjule sin psykiske lidelse. Patienten svarede: ”Jamen, jeg går jo bare rundt og er mig selv”. Det undre mig at overlæger og personale i den grad kan overbevise sig selv om at alle har en psykisk lidelse. Der er ifølge overlægen kun to slags mennesker på en retspsykiatrisk afdeling. Der er patienter hvor man kan se at patienten har en psykisk lidelse og så er der patienterne som skjuler deres psykiske lidelse. Men er det i orden at lede efter en psykisk lidelse hos en patient i 2 år? Der var da ikke nogen almindelig patient, som møder op hos sin læge der ville finde det tilfredsstillende, hvis lægen siger til patienten at patienten muligvis har halsbetændelse, men at lægen nok først kan finde ud af det om et års tid.


Det burde være således, at hvis man ikke har kunnet fastslå at en person opfylder kriterierne for en diagnose inden 6 måneder, så skal man automatisk erklære personen for rask. Hvis man giver en person en diagnose efter mere end 6 måneders indlæggelse, så er der utroligt store chancer for at den diagnose man kommer frem til er opstået under indlæggelsen, da en indlæggelse er en stor belastning. En person skal have en diagnose inden personen bryder sammen under den belastning som det er at være indlagt. Hvis en patient udvikler tegn på psykisk lidelse efter mere end 6 måneders indlæggelse, som opfylder kriterierne for en psykisk lidelse, så er det i orden at give patienten en diagnose.


Det bør dog være obligatorisk at en sådan diagnose er en diagnose hvor stress som følge af indlæggelsen bliver angivet som den udslagsgivende faktor for den psykiske lidelse. Man skal fx ikke have en diagnose på ”psykose”, men i stedet for en diagnose på ”stressfremkaldt psykose under indlæggelse”. Så er det tydeligt for enhver at personen var rask ved indlæggelsen, men at personen efterfølgende har fået en psykisk lidelse på grund af sin indlæggelse.


Top