Tanker Om Retspsykiatri

Behandlingsvarighed

Hvis du er normalt begavet, og har gjort noget ulovligt som giver en straf der er større end en bøde, så vil du komme enten i fængsel eller på en retspsykiatrisk afdeling. Som udgangspunkt, så vil de personer, som har en tilstand, som ikke kan ændres på med hverken medicin eller terapi komme i fængsel. De personer, som man mener er modtagelige for behandling, vil så komme i retspsykiatrien i stedet for. Det hænder dog engang imellem, at systemet tager fejl. Der er egentlig kun 2 fejlmuligheder.


Enten så kommer man til at sende en person, som trænger til behandling i fængsel i stedet for at sende personen på en retspsykiatrisk afdeling, eller også kommer man til at sende en person, som dybest set ikke er modtagelig for behandling til en retspsykiatrisk afdeling i stedet for i fængsel. Dette medfører, at de fleste patienter på en retspsykiatrisk afdeling forventes at være modtagelige for behandling. Den sidste lille del af patienterne er dybest set ikke nogle retspsykiatrien kan lave om på, da deres afvigelser blandt andet har karakter af personlighedsforstyrrelse. Hvis man sætter situationen lidt på spidsen, så kan man sige at patienterne kan deles op i 2 grupper. Den ene gruppe patienter, er dem som er føjelige og så er der den anden gruppe patienter, som er håbløse, stædige og uhelbredelige.


Til at starte med tror personalet at de kan lave om på alle patienterne, men de bliver klogere med tiden. At få en patient med en kraftig personligheds-forstyrrelse (eller lignende) til at ændre adfærd, er lige så svært, som at lære en and at spille kort. - Det er ganske håbløst........ Når personalet begynder at behandle en patient med det formål, at få patienten til at ændre adfærd, så vil de jo have to forskellige typer patienter. Dem som er modtagelige for behandling og dem som ikke er modtagelige for behandling. Lad os starte med dem som ikke er modtagelige for behandling. Personalet vil prøve på at få patienten til at ændre adfærd, men uden resultat. Der vil opstå en form for kamp mellem patient og personale - hvem giver først op.


Nu skal man huske på at en person med en personlighedsforstyrrelse han behøver egentlig ikke at anstrenge sig for at være besværlig. Det kommer nærmest af sig selv, da han jo 'næsten' er født besværlig. Personalet vil med sikkerhed give op overfor en sådan person på et eller andet tidspunkt. I det øjeblik personalet giver op, så vil de erkende deres nederlag, men det kunne selvfølgelig ikke falde dem ind at indrømme dette nederlag. De vil nu fortælle patienten at han har ændret sig så meget (selv om han ikke har ændret sig), at det er på tide at han kommer videre i systemet, og så sender de ham videre.


Top

En sådan patient ved egentlig ikke selv at han har vundet et større søslag, for han har jo bare hele tiden været sig selv. Men hvad så med dem som er modtagelige for behandling. Når personalet har prøvet på at behandle patienten i et stykke tid, så vil det gå op for personalet, at denne patient er til at lave om på, og så vil de ellers gå i gang med at lave om på patienten. Jeg vil gerne bruge mig selv om eksempel. Jeg er dybest set ikke modtagelig for medicinsk behandling, men jeg har da ikke noget imod at ændre mig, hvis det altså er til det bedre. Og det opdagede personalet. Så de begyndte at stille krav til min adfærd i afdelingen, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at tilpasse mig.


Efterhånden som jeg opfyldte deres ønsker om korrekt adfærd, så opdagede jeg at de bare begyndte at stille yderligere krav til mig, som jeg så også tilpassede mig. Men til sidst så begyndte det at blive et problem for mig, for der var tilsyneladende ikke nogen grænse for hvor meget de ønskede at lave om på mig og til sidst måtte jeg kapitulere og slå bremsen i og sige til personalet at nu var grænsen altså nået, så nu stoppede legen. Hvis en patient er føjelig, så vil overlægen have en tendens til lige at holde en lille smule længere på patienten, altså bare lige for at patienten kan få det lidt bedre, og så kører det bare derudaf.


Hvis man lader sig bukke, så bliver man sandelig også bukket sammen så hovedet til sidst rammer fødderne. Der er derfor ikke nødvendigvis nogen fordel i at være føjelig som patient, for så bliver man bare bukket sammen. Hvis jeg sammenligner de patienter, der opfører sig som en dum skid og de patienter, der opfører sig pænt, så er der ikke rigtigt noget at miste ved at være en dum skid. Nogle gange kan det godt betale sig at være en dum skid, hvis man vil hurtigt ud af retspsykiatrien.


Så er der også lige de patienter som har det man kalder for en dobbelt-diagnose. Det er oftest fordi at patienten også ryger hash. Det er mit indtryk, at overlægen prøver at overbevise de nye patienter om at de ikke kommer ud før de holder op med at ryge hash. Problemet er bare at jeg den ene gang efter den anden ser patienter komme fra lukket afdeling til åben afdeling, og fra åben afdeling og hjem, uden at de er holdt op med at ryge hash. Så overlægens trussel om at han ikke vil lukke patienten ud før han holder op med at ryge hash er i de fleste tilfælde bare varm luft.


Top