Tanker Om Retspsykiatri

Behandlingsophør

Der findes kun to måder hvorpå tvangsbehandling af en patient i retspsykiatrien kan ophøre. Enten bliver patienten erklæret rask og behandlingen stopper eller også bliver patientens dom genoptaget ved retten, og dommeren beslutter at patientens dom skal ophøre. Det sker mig bekendt aldrig at en patient bliver erklæret rask og efterfølgende udskrevet. Man har på ledelsesniveau besluttet at man ikke erklære patienter raske i retspsykiatrien i Region Sjælland. Man har ligeledes besluttet at man ikke vil anbefale retten ophævelse af en dom før patienten erkender overfor overlægen at patienten har en psykisk lidelse, og patienten ligeledes erkender at have brug for medicinsk behandling. Denne strategi medfører flere fordele for overlægen.


Hvis der nu ved en fejl er kommet en rask person ind i retspsykiatrien og personen ved en fejl har fået en diagnose, så sikre man sig hermed imod at fejlen bliver opdaget. Den raske person vil jo selvfølgelig ikke erkende overfor overlægen at personen har en psykisk lidelse. Og personen vil da slet ikke tage medicin for en lidelse som personen slet ikke har. Men hvis personen står fast på at personen ikke har en lidelse, så forhindre personen jo sig selv i at få ophævet sin dom og personen bliver heller ikke udskrevet. En person som har en psykisk lidelse vil nok godt være klar over at den eneste vej ud af retspsykiatrien er hvis personen erkender den psykiske lidelse og acceptere at spise medicin.


Der er på en måde ikke noget at tabe for personen med en psykisk lidelse, for hvis personen ikke acceptere at have en lidelse og acceptere medicinsk behandling så kommer personen jo ikke ud af retspsykiatrien. Det handler for denne person derfor om så hurtigt som muligt at acceptere at man har en psykisk lidelse og at man har brug for medicin, så man kan komme ud af systemet igen. En rask person har da ikke lyst til at erkende at personen har en psykisk lidelse, når personen nu ikke har en psykisk lidelse. De personer som rent faktisk har en psykisk lidelse kommer derfor hurtigere ud af retspsykiatrien end de raske, hvilket jo egentlig er lidt ejendommeligt. Man skulle tro at de mest raske personer kom ud først, men det omvendte er faktisk tilfældet.


Man har udviklet den myte i retspsykiatrien at de personer som er sværest at behandle er dem som ikke kan indse at de har en psykisk lidelse. På en måde har man ret, for hvis man er rask og indlagt som patient i retspsykiatrien, så har man da ikke lyst til at indrømme at man har en psykisk lidelse, og man har da slet ikke lyst til at blive behandlet for en lidelse man ikke har. Det kunne på ingen måde falde en overlæge ind at indrømme at en patient er rask og at patienten har fået en diagnose ved en fejl. Men hvis patienten ikke vil indrømme en lidelse som patienten ikke har og overlægen ikke vil udskrive patienten før patienten indrømmer at have en lidelse, så vil det jo i praksis føre til at patienten aldrig vil kunne udskrives.


Top

Retspsykiatriske patienter kan søge om at få genoptaget deres dom igen, 6 måneder efter sidste gang der faldt dom i sagen. Dette medfører i praksis at en patient kan få taget sin dom op til behandling cirka en gang om året. Hvis patienten ikke selv tager sin sag op, så vil statsanklageren automatisk tage sagen op til genbehandling hver andet år. Det eneste håb en rask patient har i retspsykiatrien er derfor at dommeren på et tidspunkt beslutter sig for at ophæve patientens dom, så patienten kan udskrives. Fordelen for patienten er jo selvfølgelig at patienten nu bliver udskrevet og kommer hjem.


Ulempen for patienten er at patienten stadig har en diagnose. En dommer kan godt ophæve en dom, men dommeren kan ikke fjerne patientens diagnose. Den største fordel tilfalder overlægen. Overlægen er sluppet af med en besværlig og rask patient uden at det på nogen måde er blevet opdaget at patienten hele tiden har været rask. Illusionen om at overlægen er perfekt er blevet opretholdt, og overlægen slipper for at blive stillet til ansvar for sine fejl.


Top