Tanker Om Retspsykiatri

Baselinien

Når man skal finde ud af om en person har en psykisk lidelse, så er man nødt til at finde ud af om patientens tilstand afviger fra patientens baselinie. Hvad er så en baselinie? Baselinien er personens grundtilstand set hen over et langt stykke tid. Alle mennesker har en baselinie, både de 'normale' og mennesker med en psykisk lidelse. Alle menneskers baselinie er forskellig. Der er således ikke to mennesker som har samme baselinie. Baselinien er altså personens generelle grundtilstand. Hvis en person befinder sig på sin baselinie, så har personen en tilstand som personen plejer af have. Personen er som personen plejer at være. Men hvad nu hvis personen kommer ud af sin grundtilstand.


Forestil dig en person som normalt er ret glad op optimistisk. Grundtilstanden er altså glad og optimistisk. Hvad nu hvis denne person pludselig bliver trist og deprimeret? Nu er der opstået en afvigelse. Personen afviger nu fra sin egen grundtilstand, som var glad og optimistisk. Hvis denne afvigelse bliver tilstrækkelig stor og vedvarende, så vil man til sidst kunne sige om denne person, at personen har en psykisk lidelse. En psykisk lidelse er derfor et udtryk for at en person har en afvigelse fra sin egen grundtilstand, som er så stor, at personen kan gives en diagnose. Men alle mennesker har jo forskellige grundtilstande. Her kan man så også konkludere at mennesker er forskellige. Nogle mennesker er generelt altid glade. Andre er måske mere neutrale.


Andre igen er måske generelt altid en lille smule gnavne, men der er tale om disse menneskers grundtilstand. Baselinien er ikke ret langt fra personens personlighed, og man giver ikke mennesker medicin på grund af deres personlighed. Personer som afviger i deres generelle tilstand giver man ikke medicin. Man giver ikke medicin til mennesker med en afvigende personlighed. En overlæge har jo også sin egen grundtilstand. Hvis en overlæge på et tidspunkt begyndte at afvige fra sin egen grundtilstand, så ville man også på et tidspunkt kunne sige om en overlæge, at overlægens afvigelse nu er blevet så stor, at overlægen kan gives en diagnose.


Det er utroligt svært for en overlæge at finde ud af en patients baselinie (grundtilstand). Overlægen møder jo som regel først en patient, når patienten muligvis har en afvigelse fra grundtilstanden. Hvis en overlæge skal finde ud af om en person afviger fra sin egen grundtilstand, så er overlægen nødt til at føre samtaler med patienten for at finde ud af hvordan patienten var før han mødte patienten. At være overlæge kan godt være et detektivarbejde. Hvis nu overlægen havde kendt patienten i mange år inden personen begyndte at afvige fra sin grundtilstand, så ville det blot tage overlægen få minutter at konstatere om patienten var begyndt at afvige fra sin grundtilstand.


Top

Overlægen er dog kun sjældent i denne situation. Overlægens patienter er som regel ukendte for overlægen. Hvis nu det ikke kan lade sig gøre for overlægen at fastslå patientens baselinie, så kan overlægen jo ikke komme frem til en konklusion. Overlægen vil ikke kunne konstatere om patienten skal have en diagnose eller ej. Vi har allesammen en forventning om at en overlæge altid kan komme frem til en konklusion. Det er med overlægen på samme måde som med en dommer. Af en eller anden ejendommelig årsag, så kommer en dommer altid frem til en konklusion. Jeg har aldrig hørt om en retssag hvor dommeren har rejst sig op og sagt: ”Jeg har ikke information nok til at finde ud af om den anklagede er skyldig eller ej. Sagen er derfor uopklaret!”.


Den slags udtalelser findes ikke. Jeg kender ikke til patienter der har været ude for at overlægen er kommet med en lignende udtalelse: ”Jeg kan ikke finde ud af om du fejler noget”. Det er mit indtryk at overlægen ofte fejler i sit forsøg på at finde patientens baselinie. Men hvad skal en overlæge så gøre for at komme frem til en konklusion? Det er mit indtryk at hvis overlægen ikke kan finde patientens baselinie, så vil overlægen da bare bruge sin egen baselinie som udgangspunkt for at finde ud af om patienten afviser baselinien. Overlægen gør i princippet følgende: Overlægen prøver at fastslå patientens baselinie. Lykkedes det ikke for overlægen at finde patientens baselinie, så vil overlægen da bare tage de steder der mangler i patientens baselinie og fylde hullerne ud med stykker af overlægens egen baselinie.


På den måde kommer overlægen altid frem til en baselinie. Man kan så diskuttere kvaliteten af den baselinie som overlægen kommer frem til. En psykisk lidelse er et udtryk for at patienten afviger fra sin egen baselinie. Hvis nu overlægen stiller en diagnose ud fra en baselinie som i virkeligheden er overlægens baselinie, så vil der ske det at alle de patienter som får en diagnose af denne overlæge får diagnosen fordi patienterne afviger fra overlægens grundtilstand og ikke deres egen grundtilstand. Man kan ud fra denne fremgangsmåde stille følgende konklusion: En patient har en psykisk lidelse hvis patienten afviger fra overlægens personlige tilstand. Med andre ord, patienten har en psykisk lidelse hvis overlægen synes patienten er afvigende. En sådan diagnose er 100% subjektiv, og den har intet med diagnostisering at gøre. Overlægen giver i dette tilfælde diagnoser ud fra overlægens humør.


Top