Tanker Om Retspsykiatri

Bag åbne døre ...

Hele mit liv har jeg haft den opfattelse, at det er en god idé at låse sin hoveddør inden man går i seng. Jeg kan ikke huske dage eller perioder i mit liv, hvor jeg ikke har låst hoveddøren inden jeg gik i seng. Både da jeg boede hjemme hos mine forældre og da jeg senere boede alene, så huskede jeg altid at låse mine døre inden jeg gik i seng. Denne vane skulle vise sig at gå hen og blive et problem den dag jeg blev indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. I starten af min indlæggelse (Pilehus, P4), var jeg ikke særlig optaget af døren til mit værelse. Alting var nyt og anderledes for mig. Men efter et stykke tid, så begyndte det at irritere mig at det ikke var muligt for mig at låse døren efter mig ind til mit værelse, når jeg var inde på værelset.


Jeg oplevede flere gange at mine medpatienter bare gik ind til mig uden at banke på, og jeg oplevede ofte at personalet bare åbnede døren til mit værelse og kikkede ind eller bare gik ind til mig. Dette fandt jeg med tiden mere og mere irriterende, og jeg undrede mig over hvordan det kunne være, at det ikke var muligt for mig at låse min dør indefra. Jeg henvendte mig til personalet med min bekymring. Jeg fik det svar, at afdelingen var en hospitals-afdeling, og at man derfor ikke måtte låse patienter inde. Jeg fik det indtryk at patienter ikke måtte kunne låse sig inde på deres værelser. Jeg gik rundt i denne tro i lang tid, og det faldt ikke personalet ind at rette mig i min forkerte tro.


Patienter har ikke brug for at kende virkeligheden, det bedste for personalet er at patienterne har en tro, som er til fordel for personalet. Efterfølgende fandt jeg dog ud af reglerne. Det er således, at man ikke må låse patienter inde på deres værelser på et hospital. Den eneste undtagelse der findes er Sikrings-afdelingen. Her må man gerne låse patienterne ind selv om det er et hospital. En værelsesdør på et hospital må gerne kunne låses indefra, således at en patient kan gå ind på sit værelse og låse døren efter sig. Dette ville også have den fordel, at patienten slap for at andre patienter kom ind på værelset uden at få lov. Jeg fandt det også ubehageligt at man kunne komme ind til mig på min stue om natten mens jeg sov, uden jeg på nogen måde havde mulighed for at forhindre det.


Til sidst blev jeg så irriteret over situationen at jeg valgte at tilpasse min adfærd til forholdene. Jeg tog mine to dyner og hovedpuder med mig ud på toilettet om aftenen og lagde mig til at sove på gulvet. Grunden til at jeg valgte at sove på toilettet var den, at der var en skydedør ud til toilettet. Ved at lægge mig på gulvet med benene på den lukkede dør, så ville jeg ganske enkelt vågne hver gang der var nogen der prøvede at åbne døren til toilettet. Det virkede da også fint, hver gang en personale prøvede på at kikke ind til mig om natten så vågnede jeg. Personalets svar var: ”Jamen! man sover da ikke på gulvet”, og så var fanden løs igen, for så var jeg pludselig ikke særlig rask, og jeg trængte da virkelig til behandling, og man brugte blandt andet min adfærd som grundlag for at jeg skulle tvangsmedicineres.


Top

Jeg klagede utroligt mange gange over at jeg ikke kunne låse min dør indefra. Pludselig en dag dukkede der en håndværker op på afdelingen. Han var blevet bedt om at skifte alle låsene på patienternes værelser, så patienterne nu kunne låse deres værelser indefra, når de var på værelserne. jeg var da utroligt glad for denne handling. Men underligt nok så mente personalet og overlægen stadig at jeg skulle tvangsmedicineres blandt andet fordi jeg sov på mit gulv fordi jeg ikke kunne låse døren til mit værelse. Man anerkendte altså at der var et problem med dørlåsene, men man var stadig overbevist om at jeg skulle tvangsmedicineres.


Efter jeg kunne låse min dør, så sov jeg igen i min seng, men nu var det jo lige som for sent, man havde jo allerede besluttet at jeg skulle tvangsmediciners og sådan noget ændre man da sandelig ikke på. Jeg kender til andre patienter som stiller møbler op foran deres dør hver aften inden de går i seng, så de kan høre om der kommer nogen ind i værelset til dem. Personalet har den absolutte opfattelse af patienter, at patienter selvfølgelig synes at det er helt i orden, at døren ikke kan låses ind til patienternes værelser.


Personaler kan ikke forstå at det er et problem at hvem som helst kan gå ind på værelset i løbet af natten, da døren jo netop ikke er låst, og stjæle fx cigaretter eller penge. Patienterne på den åbne afdeling P5 har lås på deres døre. Patienterne kan på denne afdeling låse deres dør, når de fx går i seng, og patienterne har nøgle til deres værelse, så de kan låse værelset efter sig, når de forlader værelset. På afdelinger hvor man ikke kan låse sin dør, der kan andre patienter mange steder gå ind på andre patienters værelser uden det bliver opdaget. Gad vide hvor mange mennesker der går i seng hver dag efter de har låst deres døre? Hvis man lider af paranoia fordi man gerne vil låse sine døre, så er der mange mennesker i fx København der lider af paranoia, eller også er personalet på de retspsykiatriske afdelinger bare tossede.


Top