Tanker Om Retspsykiatri

At falde i staver

Det er noget alle gør. ”At falde i staver”. Men nogle mennesker gør det mere end andre. Det er noget som er skrevet om mig flere gange i min journal. Problemet med at falde i staver (især på en retspsykiatrisk afdeling) er at det i sjældne tilfælde godt kan være et tegn på en sygdom eller lidelse. Men det er som regel bare et udtryk for at personen måske i længere tid har koncentreret sig og nu ønsker at slippe koncentrationen. Det kan altså være et tegn på lidelse eller sygdom eller det kan også være noget ganske harmløst og noget som personen gør bevidst. En del af de ting jeg beskæftiger mig med kræver en stor koncentration, både når jeg læser og når jeg skriver.


Efter et stykke tid med stor koncentration, så er det godt at komme lidt ned i gear igen, og så falder jeg i staver helt bevidst. Jeg smider koncentrationen og lader bare mine tanker flyve. Et godt tidspunkt at gøre det på for mig, er når vi spiser middagsmad og aftensmad i afdelingen, for jeg snakker generelt ikke med personalet og de andre patienter siger ikke altid ret meget. Det var noget jeg besluttede mig for at gøre ganske bevidst efter jeg havde læst bogen: Hjerner på begynderstadiet af bl.a. Susanne Freltofte. Bogen forklarer hvorfor det er en god idé at lade hjernen komme ned i gear engang imellem.


Det er min erfaring at personalet aldrig kunne finde på at skrive noget positivt i patientens journal om patienten. Hvis personalet derfor skriver om mig, at jeg falder i staver under aftensmaden, så skal det fortolkes på den måde, at de mener at det er et tegn på psykisk lidelse, men de kan næsten ikke tage større fejl. Som patient er det ikke muligt (i personalets øjne) at falde i staver på den gode måde. Nu er jeg jo trods alt patient, og alt hvad en patient gør er altid et udtryk for psykisk lidelse. Jeg tror ikke at der findes noget menneske som er gladere for at falde i staver end Benny Andersen.


Benny Andersen kan godt lide at sidde i en stol ude i sin have og så bare falde i staver. Han finder stor glæde ved denne tilstand. Niels Bohr faldt ofte i staver når han slog græs. Darwin faldt ofte i staver når han gik tur i haven. I retspsykiatrien er det dog et tegn på psykisk lidelse. Jeg har ikke af den grund tænkt mig at holde op med bevidst at falde i staver, for det er en af de mest effektive måder hvorpå man kan tænke nye og vidunderlige tanker. Lad mig sige det kort: Det er helt OK at falde i staver.


Top