Psykotisk eller ej

Top

Indledning

Grænsen mellem den psykotiske tilstand og den ikke-psykotiske tilstand er ikke absolut. Der er tale om en glidende overgang (kontinuum) fra det ene til det andet. At sige om en person, at vedkommende er psykotisk eller ej, kan derfor blive en anelse abstrakt.

Da der ikke findes en fast definition på den psykotiske tilstand, vil det ofte være således, at to forskellige psykiatere vil have to forskellige meninger om hvorvidt en person er psykotisk eller ej. Hvis man dog skal udtale sig om forholdet mellem den psykotiske og den ikke-psykotiske tilstand, så kan man opstille følgende struktur:

Top

Struktur (tilstand)


ikke-psykotisk tilstand
psykotisk tilstand

aktiv psykotisk tilstand
passiv psykotisk tilstand

Top

Forklaring af struktur

Hvis man ser lidt firkantet på situationen, så er der kun to muligheder: Enten er personen psykotisk, eller også er personen ikke psykotisk. Hvis personen ikke er psykotisk, så er der ikke mere at tale om, men hvis personen er psykotisk, så kan der faktisk foretages yderligere en opdeling af tilstanden. Enten har personen en aktiv psykose eller også har personen en passiv psykose. En person med en aktiv psykose, har en psykose i den forstand at han rent faktisk ER psykotisk. En person med en passiv psykose er en person, som er psykotisk, men som på grund af en igangværende intervention fx. i form af behandling (som kunne være medicin, men ikke nødvendigvis) ikke fremtræder psykotisk, men som vil blive det, hvis man afbryder interventionen.

Fx: en person, som er psykotisk bliver sat i medicinsk behandling. Dette fører til at hans psykose ophører, men kun så længe han er i behandling. I det øjeblik han ophører med hans medicin, bliver han igen psykotisk. Om en sådan person, kan man sige, at han har en passiv psykose, for han er per definition psykotisk, men den psykotiske tilstand er blot ikke til stede så længe han spiser sin medicin. Dette eksempel skal ABSOLUT ikke tages som et udtryk for at alle personer, som spiser medicin imod deres angivelige psykose, og som ikke er psykotiske, vil blive psykotiske hvis de ophører med at spise deres medicin. Eksemplet skal blot tydeliggøre hvad der er forskellen på en aktiv og en passiv psykose.

Der er en interessant ting, som er værd at nævne ved ovenstående struktur. Der er faktisk to tilstande, som benævnes forskelligt, men som ikke lige umiddelbart er til at skelne fra hinanden. En person, som ikke er psykotisk er netop ikke psykotisk, fordi, - ja, han er netop ikke psykotisk. Men hvad så med personen med den passive psykose? Ja, han er faktisk heller ikke psykotisk. Der er således to tilstande, hvor personen ikke er psykotisk, men der er to forskellige grunde til at personerne ikke er psykotiske. Den ene person er ikke psykotisk alene fordi han netop ikke er psykotisk. Den anden person (personen med den passive psykose), er netop ikke psykotisk, fordi han er underlagt en eller anden form for intervention, det kunne fx være medicin. Der er således to forskellige ikke-psykotiske tilstande, men de er forskellige ved at den ene bare ikke er psykotisk, og den anden er ikke psykotisk fordi han er underlagt en intervention, fx medicin. Du kan læse mere om situationen i teksten Kausalitet, i min bog ”Tanker om Retspsykiatri” (se link).

Top

Grænseproblem

Hvis man antager den holdning, at en person er psykotisk, hvis personen blot har een enkelt forestilling om verden, som ikke svarer overens med virkeligheden, så vil det have den virkning, at alle mennesker i hele verden per definition er psykotiske. Der findes ikke eet eneste menneske i hele verden, som har et verdensbillede, som er i perfekt overensstemmelse med verden. Alle mennesker har en eller flere forestillinger om verden, som ikke svarer overens med den verden vi lever i. Hvis man skal forstå en person som psykotisk, må det derfor medføre, at personen har en større anden af sine forestillinger om verden, som er forkerte.

Der findes dog ikke nogen fast grænse for hvor mange forkerte forestillinger en person skal have, før han kan siges at være psykotisk. Det bliver således en subjektiv vurdering for den enkelte psykiater at fastslå om en person er psykotisk eller ej. Psykiateren J. Anderson Thomson har undersøgt en masse mennesker i et af hans studier, og hans konklusion var absolut. Samtlige personer han undersøgte, havde een eller flere forkerte forestillinger, som ikke stemte overens med virkeligheden. Hans konklusion var derfor: ”Vi er alle psykotiske”. Da man i dansk lovgivning bruger begrebet sindssyg, ville J. Anderson Thomson's i Danmark blot være: ”Vi er allesammen sindssyge”.

Top

Psykotisk tilstand (psykose) og Psykiatri-loven

Den ovenfor nævnte struktur kan også bruges til at vurdere forholdet mellem psykose og ikke-psykose, man skal blot indsætte begrebet psykose i stedet for den psykotiske tilstand. I Danmark bruger man stadig begrebet psykose i vores lovgivning, - i særdeleshed psykiatri-loven, til trods for, at WHO afskaffede psykose-begrebet helt tilbage i 1993. Det er dog værd at nævne, at loven ikke forholder sig til opdelingen i aktive og passive psykoser, og dette kan have en interessant følge. Lad mig prøve at forklare: I Danmark har man den holdning, at begrebet sindssyg, svarer til definitionen på psykose i henhold til definitionen på psykose, som den er angivet i WHO's ICD-8, diagnose-system. Psykiatrilovens §5 laver en simpel opdeling af personer. Enten er personen sindssyg, eller også er personen ikke sindssyg. Lad mig prøve at forklare.

Forestil dig en person, som bliver betragtet som sindssyg af en overlæge på en psykiatrisk afdeling. Personen nægter at komme i medicinsk behandling, og overlægen træffer beslutning om tvangsbehandling. Sagen ender i patientklagenævnet. Her lykkedes det så overlægen, at overbevise patientklagenævnet om at personen er sindssyg, og personen kommer nu i tvangsbehandling med medicin. Sagen var enkel og lige til. Men hvad så med en anden situation. Forestil dig en person, som er i medicinsk behandling for sin sindssygdom. Netop på grund af den medicinske behandling er personen ikke sindssyg, altså så længe han spiser sin medicin. Forestil dig nu, at personen pludselig nægter at spise sin medicin. Spørgsmålet er nu om overlægen kan iværksætte tvangsbehandling af personen. Da personen faktisk ikke er sindssyg, netop fordi han har været i medicinsk behandling, så er han ikke sindssyg i lovens forstand, og overlægen kan ikke iværksætte tvangsbehandling af personen.

Overlægen er derfor nødt til at vente på at personen har været uden medicinsk behandling i så lang tid, at personen igen bliver sindssyg, før han kan iværksætte en tvangsbehandling, for loven giver kun mulighed for at tvangsbehandle personer, som rent faktisk ER sindssyge. Hvis nu overlægen, straks når personen holdt op med at spise sin medicin iværksatte tvangsbehandling, så ville overlægen komme i den underlige situation, at hvis sagen endte i Patientklagenævnet, så kan overlægen jo ikke sige at personen er sindssyg, for ganske vist er personen holdt op med at spise sin medicin, og vil med tiden med stor sandsynlighed igen bliver sindssyg, men da medicinen er et stykke tid om at aftage, så vil personen stadig være påvirket af medicinen, når sagen kommer for Patientklagenævnet, og derfor ikke være sindssyg. Hvis personen ikke er sindssyg, så kan han ikke tvangsbehandles. Overlægen er derfor nødt til at vente med at iværksætte tvangsbehandling indtil personen igen er sindssyg, og derved opfylder psykiatri-lovens §5.

Top


Top